Familie på fem fra Falster er Danmarks Cykelfamilie nummer 1
Cyklen giver os oplevelser som familie, vi får talt mere sammen og føler sammenhold, fortæller Brian 45 år, Anton 11 år, Hannah 16 år, Daniel 14 år og Marie 45 år.
Alle Børn Cykler Alliancen og Cyklistforbundet har udnævnt familien Kjær Christiansen fra Nykøbing Falster som Danmarks sejeste cykelfamilie. Familien på fem kan se frem til et gavekort på 10.000 kr., som kan konverteres til nye cykler, en cykelanhænger eller noget andet, som gør cykellivet endnu bedre.
Hjemme hos Anton, Daniel, Hannah, Brian og Marie cykler de til skole og til arbejde. De tager på cykelferie i både indland og udland. Og de mener, at cykelferie med børn kan noget så særligt, at de sammen med kommunen arrangerer mini-cykelferier for lokale børn. Nu har de vundet prisen som Danmarks Cykelfamilie nummer 1, som blev uddelt af Alle Børn Cykler Alliancen og Cyklistforbundet.
- Cykling betyder, at vi får oplevelser som familie. Vi kommer ud i naturen og ser ting i ’langsom gengivelse’, som man normalt går glip af. De små ting, som man passerer, får pludselig opmærksomhed, fordi tempoet er langsommere end i en bil, og fordi man ikke sidder på bagsædet og kigger på sin mobil. Den opmærksomhed gør, at vi som familie deler oplevelser, får talt sammen, føler sammenhold og er nærværende, siger far Brian Kjær Christiansen.
Det er den nye Alle Børn Cykler Alliancen, som har opfordret seje cykelfamilier til at melde sig til konkurrencen om at være Danmarks sejeste cykelfamilie, og der kom mange gode bud, men det stod klart, at det var nødt til at være familien Christiansen.
Forældre er rollemodeller
I begyndelsen var det mest mor Marie og far Brian, som var begejstrede for cyklen. Men de tre børn er også blevet meget glade for at cykle – også selv om den 16-årige kan synes, at det er træls, når familien ikke har bil – særlig når håret er sat til fest, eller ’pinlige’ mor kommer med cykeltasker eller trailer fyldt med indkøb.
- Men når vi som forældre hører, hvordan hun over for andre argumenterer for, at vi som familie gør en indsats for klimaet eller stolt og begejstret fortæller om vores cykelferier, tænker vi, at vores cykelglæde ikke er forgæves, siger Brian Kjær Christiansen.